Standard-e-mail-programmet på en Mac
Selv om jeg er nørd, ved jeg absolut ikke alt. Og akkurat som mine kunder, kan blive vanvittig af en eller anden teknisk forhindring, har jeg mine øjeblikke med total raseri 🙂
Denne her gang var det link til mail på websider der ikke virkede. Du ved, når man klikker på en mailadresse på en webside og så åbner dit mailprogram nok så nydeligt op, så du kan skrive en mail til den pågældende sides adresse.
Det plejede at virke. Indtil det ikke længere gjorde. Når jeg klikkede linket, kom jeg til en Unoeuro side.
Lige meget hvad jeg gjorde, endte jeg på den side. Men kun når jeg var på min Mac. Via telefon var alt fryd og gammen. Og det var så også det som viste sig at være løsningen: På en eller anden måde var jeg kommet til at ændre indstillingerne på min Mac’s mailprogram, så Chrome tog over og viste mig et link.
Heldigvis var det nemt at fixe, så her kommer en lille guide til hvordan du ændrer standard e-mail-programmet på en Mac ved hjælp af macOS:
- Start med at lukke Chrome ned.
- Åbn Mailprogrammet, hvis du ikke allerede har det åbent, finder du det under Application/Programmer.
- Vælg Mail -> “Præferencer/Preferences” i menuen.
- Gå til fanen “Generelt”.
- Vælg det ønskede e-mail-program under Standard e-mail-læser. I det her tilfælde vælger du Mail
- Luk vinduet General Mail-præferencer.
Nu vil du automatisk komme til dit mailprogram, hvis du klikker på et mail link på en webside.