Hvorfor et lille dumt hak i en boks kan være skadeligt for dit websites synlighed
Et lille hak i WordPress kan være forskellen på, om Google kan finde din hjemmeside – eller slet ikke ved, at den findes.
Det lyder måske voldsomt. Men jeg har faktisk oplevet det.
En kunde kontaktede mig, fordi virksomhedens hjemmeside næsten ikke kunne findes i Google. De havde brugt både tid og penge på en flot hjemmeside, men når jeg søgte på deres ydelser og firmanavn, dukkede hjemmesiden ikke op.
Facebook og Instagram gjorde. Krak gjorde. Et gammelt blogindlæg gjorde.
Men hjemmesiden? Nej.
Noget var helt galt
Jeg begyndte at undersøge hjemmesiden og fandt årsagen:
Hjemmesiden var bedt om ikke at blive vist i søgemaskiner.
I WordPress findes der nemlig en indstilling, som kan bede søgemaskiner om ikke at indeksere hjemmesiden.
Det kan være rigtig praktisk, mens du arbejder på en ny hjemmeside.
Problemet opstår, hvis du glemmer at slå indstillingen fra, når hjemmesiden går live.
Tjek din WordPress-hjemmeside
Hvis du bruger WordPress, kan du kontrollere indstillingen her:
Indstillinger → Læsning → Søgemaskinesynlighed
Her findes indstillingen:
Bed søgemaskiner om ikke at indeksere dette websted
Hvis der er sat flueben, har du fortalt søgemaskinerne, at de helst ikke skal indeksere hjemmesiden.
Det er ikke en indstilling, du ønsker aktiveret på en offentlig hjemmeside, som skal findes i Google.
Fjern fluebenet, og gem ændringerne.
Men husk: Det giver ikke automatisk en god placering
Det er vigtigt at skelne mellem at blive indekseret og at ranke godt i Google.
Når du tillader søgemaskiner at indeksere hjemmesiden, betyder det ikke, at den pludselig kommer på side 1.
Google skal først finde og crawle siden og derefter vurdere, hvilke søgninger siderne er relevante for, og hvor godt de skal placeres.
Men hvis hjemmesiden slet ikke må indekseres, kommer du ikke særlig langt.
Tjek også din hjemmeside i Google Search Console
Hvis du lige har ændret indstillingen, kan du bruge Google Search Console til at kontrollere, om Google kan finde og indeksere dine sider.
Her kan du blandt andet undersøge en bestemt URL og se, om Google har problemer med at indeksere den.
Du kan også indsende en URL til crawling, hvis du netop har offentliggjort eller ændret en vigtig side.
Er din hjemmeside ikke synlig i Google?
Så er det ikke nødvendigvis WordPress-indstillingen, der er problemet.
Der kan være mange andre årsager:
- Google har endnu ikke fundet siden
- siden er ikke indekseret
- siden er blokeret af `noindex`
- der er tekniske problemer
- hjemmesiden har meget lidt relevant indhold
- Google vurderer andre sider som mere relevante
- siden er meget ny
Derfor er det en god idé at undersøge problemet, før du begynder at ændre en masse på hjemmesiden.
Det lille hak kan være værd at tjekke
Så næste gang du tænker:
“Hvorfor kan jeg ikke finde min egen hjemmeside i Google?"
så start med det helt simple:
Må Google overhovedet indeksere den?
Det tager kun et øjeblik at kontrollere.
Og det ville være ret ærgerligt at bruge timevis på SEO, gode tekster og flotte billeder, hvis et lille flueben samtidig fortæller Google:
"Du behøver ikke kigge her.”
Vil du have hjælp til din hjemmeside?
Der findes ikke én opskrift, der passer til alle hjemmesider.
Jeg hjælper mindre virksomheder med webshops, hjemmesider og digital markedsføring – både med konkrete opgaver og som løbende digital sparringspartner.






